129
plantede sig op ad mig, jagede den bort med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert Øjeblik kiggede den hen til mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med Øjne, der spurgte: »Hvorfor er Du ond imod mig?« Jeg husker, at der var Dage, hvor disse stumt anklagende Øjne vakte et instinktmæssigt Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjæl.
Den samme Følelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med hvad Ret krævede hans Øjne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?
Men det værste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt førtes til at tale om »ham«. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: »Idag skal hans Navn ikke nævnes«. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte … Hans Navn summede i mit Øre, hans Navn stod i Eriks Øjne, laa
Julies Dagbog
9
