133
Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i hans Øjne; kun et mildt og bedrøvet og forstaaende Smil.
Hvor Mænd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.
4. April.
Der staar et Billede — mellem mange andre — paa hans Skrivebord. Det Billede hader jeg. Det forestiller en ung Dame med store mørke Øjne, der ser ud, som om de afspejlede en Drøm om Elskov og Kys. De er sikkert meget smukke, men paa mig gør de et ligefrem ækelt Indtryk.
Hver Gang jeg har været hos ham, har jeg haft paa Læben at spørge om, hvem hun er. Men det blev stadig ikke til noget.
Saa iaften fik jeg det alligevel at vide. Han var gaaet ud af Dagligstuen, og jeg stod foran Skrivebordet og saá paa Damen. Jeg vidste ikke, at han var kommen tilbage, før jeg pludselig hørte hans Stemme lige bagved mig:
»Ja, hun er smuk, synes Du ikke?«
»Det er hun vist.«
