135
7. April.
Idag kom jeg i en slem Forlegenhed. Det store Slør, som jeg ellers forsigtigt gemmer inde i mit Værelse, havde jeg igaar Aftes glemt i min Kaabe ude i Entréen.
Da jeg kom ind i Spisestuen imorges, saá jeg det ligge paa en Stol. Moder pegede paa det og spurgte: »Hvad har Du brugt det til? Og hvor har Du fundet det?«
Jeg blev blussende rød i Ansigtet, mærkede jeg, men svarede i en ligegyldig Tone: »Aa Du, jeg havde en Dag sét det ude i Pulterkamret, og da det saa regnede saa stærkt iaftes …« »Men« — fortsatte jeg med en pludselig Indskydelse, inden Moder havde faaet Tid at svare — »hvis det er en Helligdom, der ikke maatte røres, beder jeg mange Gange om Forladelse.«
Moder saá hastigt hen paa mig, rejste sig saa og svarede, mens hun gik ud af Stuen: »Nej, værsgod, Du maa saamæn gærne bruge det.«
Men jeg synes, hun har været saa forstemt siden.
