Side:Julies dagbog.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

138

slapt ned, og jeg kender hverken hans Stemme eller Ansigt længer. Jeg har drømt, at jeg var sammen med ham, min Elskede, jeg vaagner og finder mig sammen med en fremmed Herre, der konverserer mig med anstrængt Høflighed.

Om jeg blot turde spørge ham, hvorfor han er saadan. Frygter han, at jeg har Planer med ham? Hvis det ikke var, fordi jeg overhovedet ikke vil lade ham vide, at den Tanke beskæftiger mig, saa sagde jeg en Dag til ham: »Du skal ikke være bange. Jeg aspirerer ikke til at blive gift med Dig.«

Nej, han kan forsaavidt være tryg. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er paa det Rene med, at jeg, selv om han foreslog det, ikke vilde gifte mig med ham. Det vilde være Synd for os begge. For ham er det en Livsbetingelse at være fri og ubunden, og jeg vilde lide altfor meget ved at føle mig som den Klods, han havde om Benet. Jeg taaler ikke at tænke paa den Tid, dette er forbi. Naar jeg tænker paa, at hver lykkelig Dag, der forundes mig, er et Skridt henimod det store, mørke Intet, synker min Sjæl sammen i fortvivlet Rædsel. Og dog har han Ret.