142
mig og stoppede op midt i et lidenskabeligt Punktum, lo og sagde: »Du ser helt forskrækket ud. Du tror vel, at jeg er bleven tosset?« Lidt efter fortsatte han: »Jeg skal tilstaa Dig, hvad jeg forresten haaber, Du allerede længe har haft en Anelse om —: jeg er ikke slet saa koldsindig, som jeg lader. Det er (han smilede) Skaberi det Hele. Egenlig er jeg det mest fanatiske Menneske i Verden; men jeg har regnet ud, at man i enhver Henseende opnaar større Effekt ved kun at lade Vulkanen virke som en sydende Understrøm, der heder Jorden og en sjælden Gang overrasker med en lille Eksplosion.« Han blev igen alvorlig: »Jeg er maaske alligevel ikke saa udspekuleret. Men ligemeget forresten. Det er paa Understrømmen i mig, jeg er Kunstner. Det er den, der burde kunne og ogsaa skal gøre mig til en bedre Skuespiller end de fleste andre, som enten rasler afsted for fuldt Bjældespil eller lunter af i hæderlig Hverdagsagtighed — begge Dele lige uinteressante, fordi de fattes det kun anede, det hemmelighedsfuldt truende eller dragende, som er Poesi.«
