152
Jeg, jeg er den, han elsker, den eneste, han har elsket! Den eneste!
Thi jeg tænker mig, at Mænd har det med Kærlighed paa en anden Maade end vi Kvinder. De kan have Snese af Kærlighedsæventyr, men de betyder allesammen intet, de er som en flygtig Vind, der kun for et Øjeblik kruser Sjælens Overflade. Men saa pludselig en Gang rejser den sande, den eneste Kærlighed sit store Vejr i dem, og da er det, ligesom der skete en Omvæltning; alt det dybeste og bedste i dem kommer frem, og de faar Kraft og Begejstring til at udrette deres Livs største Bedrifter.
Langfredag.
Endelig iaften var jeg atter hos ham.
Jeg vilde have sagt noget rigtig smukt til ham, noget varmt og inderligt, hvoraf han kunde have forstaaet min Glæde over ham. Men det blev ikke til andet end et tørt: »Jeg gratulerer. Du gjorde jo stor Lykke.« {{nop}
