159
absolut forære mig to Par Silkestrømper, men da jeg indvendte, at det vilde Moder ikke kunne lide — jeg véd en anden, der ikke vilde have noget imod det — opgav han dog den Ekstravagance.
I virkelig lystig Stemning kørte vi hjem. I Entréen sagde jeg: »Tak for idag, Fader! Jeg har moret mig dejligt!« »Faar jeg saa et Kys til Tak?«
Det fik han. Men inde i Dagligstuen var Luften trykket og trist som sædvanlig, og paa Sofaen laa Moder, syg og tungsindig.
23. April. (Min Fødselsdag).
Første Hjørne passeret. Derom burde jeg vist, ifølge god Frøken-Skik, filosofere et Par Dagbogsblade fulde. Jeg er imidlertid aldeles ikke oplagt til Filosofi. Det eneste, jeg er oplagt til, er at danse og le, le og danse, danse gennem hele den sovende By og vække den med Forkyndelsen om, at der dog findes ét lykkeligt Menneske i Verden. Nemlig Undertegnede, nemlig Julie, der idag, trods sin værdige Alder, har holdt Fødselsdag som et lille forkælet Barn.
