163
Papir faldt ud. Han saá næsten flov ud, da han sagde: »Du har endogsaa faaet mig til at forsøge mig som Poet. Som en formildende Omstændighed fremfører jeg, at det dog ikke er Vers, jeg har begaaet.«
Jeg vilde aabne Papiret, men han bad mig vente. Først da vi sad ved Kaffen inde i Sofaen, fik jeg Lov til at læse Talen. Han spurgte, hvad jeg syntes om den. Jeg svarede ham, som jeg mente, at han var den dejligste Digter i Verden.
Det er han ogsaa. For han er min Digter.
Og saa vil jeg da ende mit Festreferat med at vedlægge i Dagbogen hans Tale.
Talen for Julie.
Ikke behøver jeg at fortælle Dig, at jeg elsker Dig. Du ser det af mit Blik, naar det favner Dig; Du hører det af min Stemme, naar den kysser dine Øren.
Jeg skal derimod fortælle Dig, hvorfor jeg er saa ganske forelsket i Dig.
Det er, fordi Du er kommen til mig, som din Stammemoder, Fru Eva, kom til den gamle Adam: som det Nyfødte, den skælvende
11*
