164
Forventning og Forjættelse, det Forbavsende og det Forbavsede.
Jeg ser Dig ved disse Ord kigge spørgende og lidt forvirret paa mig. Just saadan saá Eva paa Adam, da de mødtes, og han lod Himmel og Jord for første Gang høre de siden altid lige nye og forvirrende Ord: »Jeg elsker Dig.«
Saadan som Du nu lyttende bøjer Hovedet en Smule med et Blik, der er baade undseligt og straalende, saadan var Eva som forelsket ung Pige, før hun omgjordede sig med den erfarne Dames ukyske Figenblade.
— — Se, Jorden er hyllet i graa Regntaage, og Adam er træt af Livet, der skænkedes ham.
Da blinker en Solstraale gennem Taagen, og Taagen splittes, og hun staar der, med Sol og med Varme: Menneskets unge Brud, Kvinden, der rødmer, ikke fordi hun blues ved sin Nøgenhed, men fordi hun undres og glædes over sin egen Ynde og Magt, som hun læser i Adams tilbedende Blikke.
Omsværmet af Amoriner skrider hun frem. De leger Tittit i hendes Håar, der kruser sig om Panden, og de hvisker alskens Narrestreger
