167
167 Det er et anonymt Brev om Dig!« Jeg kom igen til at ryste, saa jeg næppe kunde holde Brevet i mine iskolde Hænder. Ja, naturligvis var det saadan. Skriften var fordrejet, det var tydeligt, og Afsenderen havde med Flid gjort Stavefejl. Skulde det være fra hende? Hun havde jo set mig gaa op til ham. Nej, nej, hun var god og fin, havde han sagt. Men alligevel, naar Folk er skinsyge, begaar de Handlinger, de ellers vilde foragte. For resten, det kunde være mange Andre. Hvad vidste jeg, om jeg ikke var bleven set og genkendt utallige Gange, naar jeg besøgte ham.
Saa var jeg fortabt. Om lidt kom Moder hjem, hun vilde finde Brevet og bryde det … jeg saá hendes fortvivlede Blik, saá hende vakle og falde.
Nej, jeg maatte vide, hvad det Brev indeholdt. Op for Lyset med det. Der .var intet at se. Med en Naal prøvede jeg at faa det listet op. Det var altfor fast lukket. Jeg havde ikke fenger Sans og Samling. Med rystende Hænder rev jeg Konvolutten itu — og med et Befrielsens Suk, udmattet af Spændingen, lykkelig, men flov sank jeg ned i en Stol med det frygtelige Brev i Haanden.
