10
vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tøyen: Ja. — Thi Du er den eneste Redningsplanke, jeg øjner — den eneste, der kan føre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger det ud i denne Nyt aarsnat: Hjælp, Hjælp! … Om Du hørte mit Nødraab og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg skyldte Dig. Jeg har lært at slaa af paa mine Fordringer til Livet. Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har ikke haft det godt … Jeg tørster efter at drikke Sol og Varme, jeg er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardværelse.
— — — Jeg har nu læst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil kaldet, siddet og ladet Blækket flyde som Taarer fra min Pen. Skam Dig, min gode Pige, tør dine Øjne og sæt et venligt Ansigt op til det nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til Dig — naar bare Du selv rækker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer mig en Hilsen fra
