172
røre ved. Men skulde Livet — hvad Gud forbyde — bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun, hvis jeg da lever, trygt til mig. — Og nu skal Du rejse Dig, Barn, og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi vel gemme til en anden Dag, for iaften gør Du vist bedst i at putte Dig tidligt til Køjs.«
— — — Jeg stod udenfor hans Dør. Jeg
var styrtet afsted gennem Gaderne. Men nu
— jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom
ind i Huset, syntes jeg at mærke en tung
Sygestueluft, og her ved Døren var det, som
om Luften, sødlig og kvalm, kvælende trængte
sig ind i mig. Naar jeg ringede, vilde Døren
blive lukket op, og Pigen vilde staa bleg og
grædende foran mig, og jeg vilde ikke behøve
at spørge. Nej, nej — det var umuligt. Saa
haard kunde Gud ikke være mod mig. Jeg
begyndte at bede: »Fader vor, Du som er i
Himlen …« Nej, ikke nu. Gud vilde kun
