176
Jeg løb jo gærne fra det Altsammen her hjemme, tog Skammen og Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med Døden om ham. Jeg har ransaget mit Hjærte og jeg véd, at jeg gjorde det uden Betenkning.
Men jeg véd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig ikke, som jeg elsker ham. Hans Kærlighed er klog og forsigtig, den tænker paa Følgerne, den véd, hvor langt den tør vove sig, og den kender den Grænse, udover hvilken den ikke vil. Men min Kærlighed, den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.
Saa maa jeg da pænt blive her — her,
hvor jeg intet har at gøre, hvor jeg gisper
som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften
ikke har et Atom af ham. Ikke nævnes hans
Navn, og ikke kan jeg nævne det. Ingen
har jeg at betro min Angst til, min Angst,
der sprænger mig, fordi jeg ikke tør give
den Luft.
Blive her — tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg kun har én
