Side:Julies dagbog.djvu/187

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

179

vil tage imod dit Tilbud. Jeg frembyder nemlig p. t. et alt andet end tækkeligt Skue. Dertil kommer, at jeg er den gnavneste og uelskværdigste Patient, man kan tænke sig. Hvis Du saá mig i disse Dage, vilde jeg ganske forskertse den Smule godt Indtryk, jeg hidtil har gjort paa Dig. Overhovedet har jeg den Mening, at syge Mennesker ikke har Lov at forulæmpe raske. De bør gemme sig bort med deres Grimhed og Uappetitlighed.

Saasnart jeg igen føler mig værdig til at komme i godt Selskab, sender jeg Ilbud efter Dig. Og vi skal da tage Revanche for den lange Adskillelse.

Jeg lover Dig, at Lysten til at gensé Dig hurtigt skal gøre mig karsk, og at jeg, selv i de lidt ustyrlige Feberdrømme, der hjemsøger mig, ikke skal være Dig utro. Jeg tvinger alle Feberstygheder bort ved at tænke paa Dig, og jeg føler Dig om Natten staa ved min Seng med din yndige svale Haand paa min brændende Pande. Saadan er Du — skønt fraværende — min Sygeplejerske, min Helbrederske.


12*