183
have slaaet mig end set paa mig med sit trætte, overbærende Smil.
Jeg véd ikke — men Tonen blev straks galt anslaaet, og siden kom vi dybere og dybere ind i det falske Spil. Det var vist, fordi jeg i Forvejen havde glædet mig for meget til Mødet, jeg havde fantaseret det op til at skulle blive noget aldeles vidunderlig dejligt. Og saa straks, da jeg kom og ad Køkkenvejen — for at Sygeplejersken ikke skulde se mig — blev lodset ind i hans Sove værelse og saá hans Blik, der var venligt, men mat og slet ikke straalende glad, som jeg havde forberedt mig paa — ja, saa var det, at jeg blev saa barnagtig skuffet, at jeg ikke kunde sige de Ord, mit Hjærte var fuldt af, men tvang Ord frem, der var saa fremmede og uægte, at de skurrede mig selv i Øret. Det kom ikke til nogen »Scene« mellem os. Han saá blot lidt forundret paa mig, og, mens vi vedblev at konversere og Stemningen flygtede længer og længer bort, fik hans Ansigt et nervøst, forpint og anstrængt Udtryk. Tilsidst laa han med halvlukkede Øjne og førte hvert Øjeblik sit Lommetørklæde hen over Panden.
