Side:Julies dagbog.djvu/192

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

184

At jeg ikke da faldt paa Knæ ved hans Seng og bad ham om Tilgivelse.

Istedetfor sagde jeg med krænket Stemme: »Du længes nok efter, at jeg skal gaa. Jeg skal heller ikke trætte Dig længer.« 

Han laa lidt uden at svare. Saa sagde han i sin høflige og korrekte Tone, den »fornemme« Tone, der ligesom puffer mig hundrede Mile bort: »Ja, Du undskylder mig nok, at jeg idag ikke er galant; jeg er jo endnu ikke fuldkommen salonfähig. Og jeg trænger virkelig nu til at hvile mig.« 

— For første Gang skiltes vi uden at aftale et nyt Møde. Jeg ligefrem hadede ham i det Øjeblik, han smilende gav mig Haanden til Farvel — og lod mig gaa uden at sige til mig, at jeg var den dummeste, den uartigste og mest forkælede Pige i hele Verden, og at jeg havde fortjent Smæk som en lille uvorn Unge.

Nu sidder jeg jo alligevel med Smærterne. Ødelagt er denne Dag, jeg havde glædet mig til som til ingen anden. Og hvad maa han dog tro om mig? En utaalelig Pige maa han anse mig for, der bliver krænket og uartig, fordi han ikke er saa rask, som jeg havde ventet.