Side:Julies dagbog.djvu/202

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

194

Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, førte den Gamle mig ad en knirkende Trappe op til »Gæsteværelset«. Det var lavloftet, men rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Møbler havde det kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen var et Pragtstykke. Tykt mørkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater — tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede Silkegardiner overhvælvede den. Med Stolthed forklarede Konen, at hendes afdøde Mand i sin Tid havde købt den paa Avktionen over en forlængst henfaren Prinsesses Efterladenskaber.

Konen tændte Lysene, ønskede Godnat og gik.

Jeg begyndte at klæde mig af. Jeg sad foran Spejlet i den Peignoir, han havde medført til mig. Da faldt gennem Altandøren en Maanestribe ind til mig. Jeg rejste mig, aabnede Døren — Aftenen var mild som ved Midsommertid — og jeg traadte ud. Aldrig har jeg set noget saa vidunderdejligt. Som et glitrende Sølvspejl laa Søen i en Ramme af bølgende hvid Taage, der af og til splittedes