197
Drikke; med at være saa forelskede i hinanden, at vi syntes, vor Kærlighed før var for intet at regne.
Det er passeret idag, og dog har det allerede gamle Minders vage Glans over sig. Jeg husker os siddende ved Søen og spisende Frokost: nylagte Æg, frisk syrlig Bondeost og Mælk med tykt Flødelaag. Jeg husker os staaende med den gamle Kone i hendes lille Gaard, fodrende de graadigt pludrende Høns og den galant og selvbevidst beskedne Hane. Jeg husker os flakkende om i Skovens Tykning og mig forskrækket klyngende mig ind til ham ved at se oppe i et Træ en Ugle, der lignede en gammel Heks og stirrede paa os med sine dagblinde Øjne.
Jeg husker endelig vor Afsked med Æventyrlandet — da Vognen holdt for Verandaen, og den gamle Kone rakte mig sin smukke Buket og sagde: »Guds Fred og Farvel, lille Frue, og se snart herud igen.«
— — — Saa kørte vi da tilbage til Virkeligheden og den store By, hvor der er Forældre og Synd og Sorg og ond Samvittighed.
Da de første høje Huse dukkede frem, lagde en knugende Angst sig over mit Hjærte.
