Side:Julies dagbog.djvu/209

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

201

og Visitkort af alle de Arme og Ben, man kom i selskabelig Forbindelse med den Aften.

I Begyndelsen var han ikke rigtig i Humør og vilde absolut forsvinde med mig ind i u-illuminerede Smøger, hver Gang han saá et bekendt Ansigt. Men efterhaanden betoges ogsaa han af den familiære Noæh Ark-Stemning, og vi endte ganske dumdristigt, Arm i Arm, ved Fyrværkeriet i Tivoli.


30. Maj.

Der har været Dage, hvor jeg syntes, han var ligesom lidt træt og uoplagt. Jeg har da sagt til ham, at han vist var ked af, at jeg kom saa meget til ham. Han svarede altid, at det var en taabelig Indbildning; at han sikkert havde Dage, hvor han var modløs, trist og nervøs, og at det var »ugalant« (et Ord jeg hader!) af ham at lade mig mærke det, men at det kun var ham en Opmuntring og Behagelighed, naar jeg kom. Jeg maatte ikke være vred over, at han ikke altid kunde beherske sit daarlige Lune, der dels skyldtes hans »uelskværdige Karaktér« (Koketteri!),