202
dels Fortrædeligheder, hvori jeg ingen Part havde.
Jeg har da bedt ham om at give mig sin For trolighed. Jeg vilde kun være glad, om jeg maatte faa Lov at dele hans Sorger, og han maatte jo vide, at der ikke var det i Verden, jeg ikke vilde gøre, hvis jeg paa nogen Maade kunde være ham til Hjælp.
Men naar jeg sagde noget saadant, tog han mig paa Skødet, kælede for mig og svarede, at jeg ikke skulde tage mig hans Gnavenhed nær. Det betød altsammen ikke noget, jeg skulde bare lade som ingenting.
Nu véd jeg, hvad der er i Vejen. Det er Pengesorger.
Baade igaar og idag kunde jeg mærke, at han var meget trykket og urolig. Da jeg kom igaar, sagde han: »Bliv ikke vred over, at jeg beder Dig om at gaa snart. Men her kommer om lidt en Herre, som jeg nødvendigvis maa tale med«. Jeg vidste jo ikke den Gang, hvad det var, saa jeg opførte mig vist meget urimeligt. Det var aldrig passeret mig før, at han havde bedt mig om at gaa. Jeg syntes, det var ondt af ham at jage mig bort, og jeg anede alt muligt slemt.
