205
den Smule, vi har depenseret sammen, gør desværre hverken fra eller til.«
Og lidt efter, da han bød mig et Glas Vin, sagde han: »Hvis Du mener, jeg tør tillade mig en saa vanvittig Ødselhed?«
Han kunde nu alligevel gærne have ladet være at drille mig.
4 Juni.
Jeg har kun set ham lidt i disse Dage. Han har hatt saa travlt med sine Forretninger, og desuden har han været nødt til at gøre en Del Visitter.
Jeg har været meget fornuftig og fundet mig ar tigt i min Skæbne. Selv da jeg igaar gik forgæves og istedetfor ham fandt et Par undskyldende Linjer, holdt jeg mig brav.
Men naar jeg tenker paa, at nu kommer den lange Tid, hvor jeg kun en ganske sjælden Gang kan mødes med ham, — nej, da tør jeg slet ikke tænke videre, da dukker jeg blot mit Hoved og lukker mine Øjne og véd, at der ingen Redning er.
Om sine Pengesager har han siden ikke talt. Jeg spurgte ham forleden, hvordan det
