208
Det vilde være ondt af ham, og han har ikke Lov at handle saa ondt imod mig!
Da hørte jeg Entrédøren blive smækket i. Han kom nynnende gennem Dagligstuen, og da han traadte ind til mig, var jeg atter travlt beskæftiget med at pakke.
»Hvor flink Du er!« sagde han og strøg mig henover Haaret. »Saa fin en Kuffert har jeg aldrig før haft.«
Han stod ved Siden af mig, rakte mig Tingene og nikkede og smilede til mig.
Pludselig sagde jeg: »Hvis jeg bad Dig om det, vilde Du saa lade være at rejse?«
Han saá forundret paa mig, betænkte sig og sagde: »Er det Alvor?«
»Hvis det nu var Alvor?«
Et nyt prøvende Blik og en ny Betænkningspavse. Derpaa:
»Saa blev jeg, naturligvis.«
Jeg havde faaet det Svar, jeg ønskede. Alligevel gjorde det mig ikke glad. Vi stod og saá lidt paa hinanden, saa gik han hen til mig, tog mig om Livet og sagde, ømt og inderligt, at han gærne blev hos mig, og at det slet ikke vilde være ham noget Offer at opgive sit Landliggeri. Hvorpaa jeg — natur-
