14
Mahognitræs Sofa, hvorover salig Farfaders Billede i Oliemaleri — Faders Debutarbejde — hænger, en stram, mager, asketisk Prælatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber sitrer i hendes store regelmæssige, af en pibet Kappestrimmel indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke haft et Strikketøj mellem sine Hænder. Hun sidder som et Sindbilled paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun taler med en Stemme, der har akkurat samme højtideligt dybe Klang, enten den udtrykker Glæde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte Ansigt lyser to store rare, mørke Øjne med en underlig stærk Glød. De kan se saa fast og kærligt paa En, saa ransagende og mildt forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa hende og græde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige Hjærte.
Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, stærk, krydret og
