215
15. Juni.
Han var vist glad over at gense mig, han var meget sød imod mig.
Der er kun ét, jeg ikke forstaar: han blev et Øjeblik en Smule forstemt, da jeg viste ham, hvor flittig jeg havde været med hans Dækketøj.
Jeg spurgte ham, om han ikke kunde lide, at jeg sad i hans Lejlighed, nåar han ikke var hjemme. Han svarede: »Det er ikke det. Men — Du er altfor god imod mig, jeg fortjener det ikke.«
Det, finder jeg, er meningsløst. Han maa jo vide, at jeg ingen større Glæde kender end at arbejde for ham. Det er jo saa ganske selvfølgeligt. Hvordan kunde han da sige: »Du er altfor god imod mig?« Som om her var Tale om »Godhed«!
Da jeg havde forklaret ham dette, drog han mig hen til sig og sagde halvt smilende, halvt alvorligt: »Kunde Du ikke holde en lille Smule mindre af mig?« »En underlig Bøn fra en Elsker,« sagde jeg.
»Det er Beskedenhed,« fortsatte han. »Jeg synes, Du giver mig saameget og jeg Dig saa lidt.«
