Side:Julies dagbog.djvu/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

217

— indtil Lørdagslykken anes i Nattens urolige Drømme, og jeg vaagner med Jubel i mit Hjærte.


* * *


Men naar jeg er paa hans Trapper, lægger der sig en Angst over mig. Hvordan vil han tåge imod mig? Vil hans Ansigt lyse af den Gensyns-Glæde, som jeg har drømt om, eller vil det møde mig med det Præg af Anstrængthed og Træthed, som jeg en og anden Gang synes at have iagttaget; som maaske er en taabelig Indbildning, men som undertiden, naar jeg sidder alene, stiger frem for min Erindring og fylder min Sjæl med tunge, blaasorte, rædselindgydende Skyer.


* * *


Og Angsten lammer min Glæde, saa jeg ikke straks kan være sød og elskværdig imod ham, som jeg gærne vilde. Og han misforstaar mig; jeg ser de nervøse Blink i hans Øjne, og jeg er vis paa, at han finder mig lunefuld og utaalelig.

Men han siger intet; drikker kun hastigt en Mængde Vin og tvinger ogsaa mig til at drikke.