217
— indtil Lørdagslykken anes i Nattens urolige Drømme, og jeg vaagner med Jubel i mit Hjærte.
Men naar jeg er paa hans Trapper,
lægger der sig en Angst over mig. Hvordan
vil han tåge imod mig? Vil hans Ansigt
lyse af den Gensyns-Glæde, som jeg har
drømt om, eller vil det møde mig med det
Præg af Anstrængthed og Træthed, som jeg
en og anden Gang synes at have iagttaget;
som maaske er en taabelig Indbildning, men
som undertiden, naar jeg sidder alene, stiger
frem for min Erindring og fylder min Sjæl
med tunge, blaasorte, rædselindgydende Skyer.
Og Angsten lammer min Glæde, saa jeg
ikke straks kan være sød og elskværdig imod
ham, som jeg gærne vilde. Og han misforstaar
mig; jeg ser de nervøse Blink i hans Øjne,
og jeg er vis paa, at han finder mig lunefuld
og utaalelig.
Men han siger intet; drikker kun hastigt en Mængde Vin og tvinger ogsaa mig til at drikke.