Side:Julies dagbog.djvu/229

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

221

det kunde være morsomt uforvarende at overraske ham med et Besøg.

Jeg fik fat i Christiane, og vi tog med Formiddagsbaaden. Vi gik i Land i Skodsborg, og dér blev Christiane, medens jeg vandrede videre ad Strandvejen til Vedbæk.

Jeg gik forbi Huset, hvor han bor, men turde, af Hensyn til hans Ven, ikke gaa derind. En Dreng, jeg mødte, fik jeg til at bringe ham den Besked, at en Dame, der gærne vilde tale med ham, ventede ham ved Indgangen til Skoven.

Jeg ventede omtrent en halv Time. Endelig saá jeg ham komme hurtig henad Vejen. Jeg stod inde mellem Træerne med Parasollen dækkende for mig, for at han ikke straks skulde kende mig. Først da jeg hørte hans Skridt lige ved, traadte jeg frem og slog Parasollen til Side.

»Hvad! Er det Dig?« udbrød han, og i det samme forstod jeg, at det var en Dumhed, jeg havde gjort.

»Hvem anden skulde det vel være?« 

»Nej, Du har Ret. Jeg tenkte bare, det maaske havde været en Narrestreg, Nogle af dem herude havde fundet paa. Undskyld,