223
gaar jeg med det samme. Farvel og god Fornøjelse.«
»Du behøver da ikke at gaa straks. Vi skal først afsted om en Times Tid.«
»Aa jo, det er alligevel det bedste. Hvor skulde vi tage hen i den korte Tid? Og Du kunde jo let kompromittere Dig ved at vise Dig sammen med mig.«
Han beholdt min Haand længe og saá, hovedrystende, alvorligt paa mig:
»Du er ganske uretfærdig imod mig,« sagde han endelig. »Tror Du, det er for min Skyld, at jeg ikke vil vise mig sammen med Dig?«
»Nej, Du har Ret. Det er naturligvis for at vaage over mit Rygte. Det har Du jo altid været saa øm over.«
Han svarede mig ikke; slap min Haand, mumlede et Farvel og gik, uden at vende sig om.
Jeg kunde have slaaet ham ihjel. Men da jeg saá ham langsomt forsvinde, og han stadig ikke vendte sig om — da maatte jeg med Vold beherske mig for ikke at kalde ham tilbage.
