Side:Julies dagbog.djvu/249

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

241

det. Nej, det er forbi, og baade Du og jeg gør bedst i ikke at forsøge at kalde det til Live igen. Hvad der herefter fulgte, vilde kun blive grimt.

Du har tit og ofte sagt til mig: »Lov mig altid at være ærlig imod mig. Den Dag, Du føler Dig træt af vort Forhold, skal Du straks sige det til mig. Jeg kan taale, at Du bryder med mig. Jeg kunde aldrig tilgive Dig, hvis jeg opdagede, at jeg havde levet paa Naade og Medlidenhed hos Dig.« 

Den Dag, Du saaledes forudsaa, er nu kommen. Og jeg siger Dig det ærligt, som Du har forlangt det af mig.

Du vil maaske indvende: Du har dog bedraget mig; thi Du har allerede længe været træt. — Dertil svarer jeg: Min Træthed har ikke før været mig bevidst; jeg har intet haft at tilstaa Dig; thi jeg havde intet tilstaaet for mig selv.

Naar vi nu skilles, vil vi derfor begge kunne mindes vor Kærlighed som en skøn og dejlig Oplevelse; ingen Bitterhed vil blande sig i Erindringen.


Julies Dagbog.

16