Side:Julies dagbog.djvu/262

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

254

Jeg vil skrive til ham:

Tag hvem andre, Du vil. Hvis jeg ikke er Dig nok, hvis Du trænger til Forandring — saa i Guds Navn. Jeg forstaar det. Du er Kunstner. Du behøver nye Indtryk, nye Paavirkninger. Jeg er en dum og ubetydelig lille Pige, jeg er intet udover det, at jeg elsker Dig. Men Du skal altsaa vide, at jeg uden Vrede ser Dig tage en Medhustru.

Det eneste, jeg forlanger, er, at Du ikke derfor slipper mig. Jeg vil — trods alt og alle — blive ved ogsaa at have Dig. Og jeg vil være den, der er hos Dig, naar alle Andre har forladt Dig.


1. September.

Han svarer mig:

»Nej, Julie. Du maa ikke sende mig saadanne Breve. Som jeg lærte Dig at kende, som jeg mindes Dig og tænker paa Dig, staar Du for mig i et Skær af ubevidst Sjælsadel: en fin og udsøgt Natur, der ikke spurgte om Borgerskabets Ved-