259
Æventyr. Og Huset er nu trist og hverdagsligt som vort eget, og dér, hvor før han, min Æventyrprins, færdedes, dér sidder nu en fed og dvask Matrone og fylder, i søvnige Sting, et Stykke Kanevas med Livets brogede Farver.
Det hedder sig, at Erik er kommen til
Byen. Emmy fortalte forleden, at hun havde
set ham.
Jeg er glad over at han ikke har været herude. Jeg vil ikke, han skal mærke, hvor ilde det er gaaet mig.
Jeg fryser, og det er, som om hele Huset
frøs. Aldrig har her været saa koldt og øde
og tungt og trist. Vi lister om hinanden som
Skygger. Ingen taler højt, og vi mødes som
til en Begravelse.
Og naar Moder og jeg sidder alene om Aftenen, taler vi ikke. Vi sidder hver i sine Tanker, men jeg véd, at hendes Tanker kredser om mig.
17*
