260
Slutningen af September.
Bedst har jeg det hos Bedstemoder. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derop om Formiddagen.
Gennem de larmende Gader, hvor Mennesker trænges og brydes og løber om Kap for at naa først til Maalet — gennem dette febrilske Liv, der synes mig raat og hæsligt, og hvis Summen i min Sjæl lyder som en øredøvende Kamp med hadefulde Skrig og fortvivlet Stønnen, flygter jeg hen til den lille Sidegade, hvor Bedstemoder bo’r. Allerede hører jeg Larmen som et dæmpet Virvar; men nåar jeg sidder i Bedstemoders Dagligstue, føler jeg mig til Mode, som om jeg var undsluppen en stor Fare, der nu kun fornemmes som en fjærn Brusen.
Her er Lunhed og Stilhed, Fred for al Smærte, Lise for al Kval. Her falder hver oprørsk Tanke til Føje, her svales og dulmes alt hidsigt Begær og alle syge Længsler.
Her sidder Bedstemoder, gammel og mæt af Dage, som den store Livsvisdom, der ikke spørger og ikke dadler, men forstaar alt, tilgiver alt og véd Trøst for alt.
