Side:Julies dagbog.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

19

Solen kunde genere mig; derpaa arbejdede han uforstyrret videre paa sin Skilning. Egenlig kan jeg ganske godt lide ham. Der er en medfødt Storsnudethed over ham, som tiltaler mig, en Selvbevidsthed, som jeg misunder ham. Han er vist, hvad jeg vilde kalde en vindende Flab. Jeg skal dog se at faa at vide, hvad og hvem han er.

Imorgen Aften Suleima. Hvor dejligt at lægge sig til Sengs med den Tanke, at man har noget godt i Vente til næste Dag. Suleima! Hvem der hed Suleima og var en smuk Araberhøvdings Brud! Laa med sin Elskede ved den rislende Kilde under slanke Palmetræer eller jog med ham over de høje Sletter, under en straalende Himmel, paa hans fyrige Hest. Godnat Suleima! Jeg vil drømme mig i dit Sted.


6. Januar.

Suleima blev en Skuffelse: Dog Musiken var dejlig — døsigt vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler.

Egenlig var der kun én Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har lagt sig til

2*