262
Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frøknen?« — hvorpaa Marie, ligesaa underfundigt, svarer: »Jeg véd det sandelig ikke, Frue, men jeg kan jo se ad.« Til almindelig Overraskelse indbringer hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et Stykke Budding eller en Assiet med Syltetøj. Altid er der et lille Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg trænger til at behandles som et bedrøvet Barn.
Oktober.
Hvem der kunde rejse. Langt bort fra det altsammen. Jeg gyser for den lange Vinter, jeg gaar i Møde i Omgivelser, som hvert Minut paa Dagen minder mig om alt det, der er dødt og burde være begravet og glemt, men endnu svider i mig som levende Saar.
Men hvorhen og hvordan?
Det, jeg trængte til, var at komme ud paa egen Haand, arbejde haardt, selv tjene
