263
mit Ophold, bryde mig en Vej. Men jeg kan jo intet uden den Smule Porcellænsmaling, der hverken er til at leve eller dø af.
Jeg har sagt til mig selv: Den eneste Udvej er, at Du rejser til Amerika og tager Plads som Bonne, Butiksjomfru, ligegyldigt hvad.
Men der til er jeg for fejg. Jeg har ikke det hensynsløse Mod, der fordres til at tage ethvert Vilkaar. Min Krop er forkælet og tør ikke binde an med grovt Arbejde; og jeg véd, at jeg vilde lide ved at behandles som et Tyende.
Jeg vilde end ikke have den Energi, der behøvedes for at tiltvinge mig Rejsetilladelse. Jeg følte det forleden, da jeg prøvende sagde til Moder, at jeg tenkte paa at rejse. Hun blot saá forfærdet paa mig og sagde: »Og det kunde Du nænne mod mig!« I det samme var al min Vilje smæltet, og jeg sank sammen i Erkendelse af min Afmagt.
Nej, jeg har ikke Kraft og ikke Mod til at bryde ud. Men bliver jeg herhjemme, gaar jeg til Grunde. Jeg synes, at saadan som jeg har det, maa en Fugl føle det, der har siddet
