265
Det var første Gang, han havde hilst mig paa offenligt Sted.
Jeg følte, at jeg i det Øjeblik havde været den Stærke. Men i samme Nu, han var gledet forbi mig, var min Kraft brudt. Mine Ben rystede under mig, og jeg maatte ty ind i en Port og støtte mig.
Hvis han havde vendt om og var fulgt efter mig — det svimler for mig ved Tanken.
Men han kom ikke. Og mens jeg gik videre og jeg lidt efter lidt blev sikker paa, at han ikke kom, syntes jeg, at det baade var en ny bitter Skuffelse, og at der dog endnu var Haab for mig om Befrielse.
De sidste Dage i Oktober.
Jeg har i den senere Tid ofte været i Frederiksberg Have. Der er saa smukt i disse Dage, mens Bladene dør i de skønneste Farver og gyldne bæres til Jorden af syngende Solstraaler.
Jeg forstaar, at denne Have søges af gamle Mennesker og ensomme Sjæle. Foran dens Gitter standser Byens Larm: den aabner sig som et Asyl for stille Tanker og stille Sorg.
