266
Den er som en Kirkegaard for forborgne Minder og bristede Forhaabninger.
Hver Dag møder jeg de samme Mennesker; jeg synes, jeg kender dem alle, og jeg tror at kende den Livshistorie, der fører hver af dem hid. Der er den gamle sirligt klædte Herre, hvis Mund altid mimrer i det vrede, hvide Ansigt og som ustandseligt slaar om sig med sin Stok. Hvad kan han vel være andet end en fordums Embedsmand, der stadig harmes over sin formentlig uretferdige Afskedigelse? Og behøver man at spørge om, hvad hun tenker paa, den høje, slanke, sortklædte Dame, der kommer dér med sin halvvoksne, ligeledes sørgeklædte Datter, og som smiler mat og aandsfraværende, naar det muntre Pigebarn taler til hende? Eller hun da, den unge Krøbling, der rulles gennem Havens Gange af en træt og udslidt Morlille?
Eller jeg selv? Mon ikke alle de Andre aner den Skæbne, der har gjort mig til Medlem af deres lille Menighed?
