271
hende stadig og havde aldrig elsket nogen anden. Han bad hende ikke om at blive hans, han nænnede ikke at røre ved det syge Hjærte; men han forsøgte at vise hende, at hun ikke havde bedre Ven i Verden end ham, og at han ingen større Lykke vidste end at være god imod hende. Hun forstod ham ogsaa, og da nogen Tid var gaaet, kom hun en Dag til ham og sagde, at hun holdt af ham. Og nu er de lykkelige Ægtefolk og Købmandsfolk i en lille tysk By.
— — Da Erik havde fortalt denne Historie, var vi begge lige forlegne, og ingen af os sagde længe noget. Vi sad og saá paa hinanden, og jeg tænkte, at han alligevel ikke vidste Alt. Derfor spurgte jeg omsider: »Den unge tyske Dame havde altsaa været forlovet med en anden?« »Nej« — svarede Erik og saá paa mig med et fast Blik: »Hun havde været en Andens Elskerinde.«
»Og alligevel …?«
»I hans Øjne havde hun ingen Brøde begaaet. Hun havde elsket den anden. Og han følte Glæde, fordi han nu kunde være en Hjælp for hende og fordi han vidste, at hun ikke blev hans Kone for at bedrage ham.«
