272
— — Saa talte vi om andre Ting; men da Erik gik, sagde jeg til ham: »Gør mig en Glæde. Kom til os Nytaarsaften og lad det være ligesom i gamle Dage.« Hans Øjne var fugtige og hans Stemme skælvede, da han svarede: »Tak, Julie.«
Men da siden Forældrene kom hjem, og jeg fortalte Moder, at jeg havde bedt Erik være hos os Nytaarsaften, blev hun saa glad, den søde lille Mo’r, som jeg i lange Tider ikke mindes at have set hende. Og vi blev siddende længe oppe sammen, som vi plejede før, og vi talte fortroligt sammen, og vi græd sammen, men vi lo ogsaa, og Moder vidste ikke alt det gode, hun vilde gøre mig.
Saa er det da besluttet. Imorgen kommer Erik, og naar Nytaarstimen slaar paa det gamle Ur, vil ingen knaldende Champagnepropper akkompagnere dets festlige Klokkespil, men stille vil jeg trykke Eriks Haand og bede ham hjælpe mig med at gøre det nye Aar lykkeligt.
Forinden har jeg beskikket mit Hus. Jeg har iaften taget Afsked med alle mine smaa Erindringer om ham. Jeg har brændt hans Breve, for sidste Gang har jeg kysset dem,
