29
et Kvindehoved og en nøgen Arm. Men min Genbo og hans Gæst ser jeg ikke mere. De har sagtens slaaet sig ned i den høje Vægsofa, der skjules af store Planter, og hvorfra Værelset maa tage sig meget smukt ud — med Perspektiv ind i de andre Stuer, som ogsaa er oplyste, Soveværelset af en grøn Ampel, der tegner sig som en sløret Maane paa de hvide Puf-Rullegardiner.
Saa sidder jeg, mens vi holder Skumring hos os, og fantaserer i min Karnap-Lænestol. Jeg prøver paa at tænke mig derovre hos Genboen — tænke mig i hendes, den tilslørede Dames Sted. Hvem kan hun være? Er det tænkeligt, at det er en pæn Dame, en Dame, som jeg kunde have truffet sammen med, en Dame, der hører til det gode Selskab og som maaske, saasnart hun forlader min Genbo, optræder som dydig Datter af agtede Forældre — ligesom jeg? Men sæt nu, at jeg var hende, var det da muligt, at jeg, efter at have været derovre, vendte hjem, uden at Nogen kunde se eller mærke noget paa mig, uden at jeg vilde synke i Jorden af Skam over mig selv? Nej, nej, umuligt! Det er ingen Dame, der besøger
