38
men var nu for to Aar siden gaaet til Teatret. Nogle ansaa ham for et stort Talent, men de Fleste syntes ikke om ham som Skuespiller.
»Jeg finder, han er udmærket i Suleima,« var jeg saa uforsigtig at bemærke.
»Men Gud, min sødeste Pige,« sagde Emmy, »I Suleima har han jo ikke ti Ord at sige.«
»Nej, men desmere spiller han med Øjnene,« faldt en af de andre Pjattesøstre ind.
Herover lo de Alle meget, og jeg tvang mig til at le med; jeg syntes, der var noget, jeg maatte skjule, og jeg var yderlig misfornøjet med mig selv.
Men Emmy klappede mig paa Kinden med sin fugtige Haand og smiskede: »Ja, søde Barn, de Øjne, de Øjne … tag Dig vel iagt for dem.«
— — Det var i det Hele taget en rigtig modbydelig Dag. Jeg føler mig tilmode, som om jeg har været i daarligt Selskab og er bleven raat behandlet og ikke engang har haft Selvfølelse nok til at værge mig.
Jeg kunde græde af Harme. Nu vil jeg tvætte mig ved at læse, inden jeg falder
