Side:Julies dagbog.djvu/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

47

jeg var glad eller ked af det — jeg véd blot, jeg fandt det lidt takløst og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret Situationen for os. Erik sad nogle Øjeblikke og dampede stærkt paa en Cigar, saa Ilden glødede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervøs. Endelig sagde han: »Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie. « 

»Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.« 

»Jeg har længtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.« 

»Du skrev dog saa sjældent og saa lidt.« 

»Du véd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.« 

»Var der da slet Ingen dérnede, Du var glad ved at være sammen med?« 

»Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede. Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte — ogsaa om Dig.«

»Om mig, Erik?« 

»Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille »Plejesøster«, en Datter af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar havde været