50
Jeg var saa ophidset, at jeg gærne kunde have gi vet mig til at græde. Af hvilken Grund, det vidste jeg ikke. Jeg syntes, tror jeg, det var oprørende — oprørende dumt ogsaa —, at Erik vilde sidde og forsvare denne Skuespiller overfor mig. Han burde jo tværtimod have hjulpet mig at trænge ham ud af min Tanke. Nu troede jeg, at jeg havde vundet Fred for ham, og saa kom Erik og ligefrem væltede ham ind paa mig. Naturligvis, Erik kunde jo ikke vide .... alligevel, jeg fandt ham næsten ynkelig, som han sad dér og forsvarede sin Ven med de sorte Øjne overfor mig.
Og I, mine omhyggelige Forældre, som blev narrede. Alt havde I ordnet saa godt for Jeres Datter, god Middag, Vin, gamle Minder og Skumring, og da saa Mama kom ind med Lampen, fulgt af den nysgærrig kiggende Papa, fandt de Parret siddende forstemt, hver i sit Sofahjørne.
Det var baade til at le og græde over.
