Side:Julies dagbog.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

51

5. Februar.

Hver Dag brænder Frieriet Erik paa Tungen, men saa snart jeg mærker, at nu bryder det ud, straks er jeg der med Sprøjten og slukker Ilden.

Hvor skikkelig, hvor godmodig egenlig saadant et Mandfolk er. At Erik ikke pludselig slaar i Bordet for mig og siger: »Nu kan det være nok, min gode Pige. Ingen Abekattestreger længer. Vil Du eller vil Du ikke?« —

Jeg tror, det var klogt af ham, om han engang tog mig saadan i Kardusen og fik mig til at makke ret. Jeg kunde lide at høre ham blive rigtig vred; jeg tror, jeg vilde elske ham, hvis jeg en Gang havde følt mig lille og bange under hans stærke Haand. Men nu sidder han og glipper af Befippelse for, at jeg skal sætte det trætte og ligegyldige Ansigt op, som jeg bruger til at slukke ham med.

Hvorfor jeg er saadan? Er det alene Fruentimmer-Djævelskab, Vigtighed og Plagelyst?

Nej, nej. Det er det ikke. Men jeg kan ikke hitte ud af det. Jeg véd ikke, om det ikke er Synd baade for ham og mig, at vi

4*