53
Han lod Haanden falde, fik Taarer i Øjnene og klappede mig paa Haaret: »Lille Julie maa ikke være vred paa mig. Det var stygt af mig!«
Aa, Erik, Du oprørende dumme Menneske, hvorfor gav Du mig ikke den Lussing, jeg saa ærligt havde fortjent! Meget havde da maaske nu været anderledes.
For hvad nytter det, at Moder med Strænghed taler din Sag. Hun, min blide Moder, kalder sin højtelskede Datter intet mindre end »hjærteløs Kokette« og indprænter mig med de kraftigste Ord, at jeg maa prise mig lykkelig ved at have vundet din Fortræffeligheds Hjærte.
Ja, men vind Du mit Hjærte, det er Sagen. Tag det med myndig Erobrerhaand, gør mig en eneste Gang blot en lille Smule bange. Lig mig ikke altid for Fode, saa skikkelig, saa bedende, saa irriterende »ganske som Du vil, min Engel«.
10. Febr.
Der var Bal igaar hos Eriks Onkel, Fabrikant Glerup. Jeg havde glædet mig
