61
Æventyr-Sløret, som jeg nu medførte i min Kaabelomme. Jeg kørte med Omnibussen til Tivoli, gik derfra til Nørrevold, hvor Emmy bor, aflagde hende en kort Visit — saa havde jeg været der — indhyllede mig paa Trappen i Sløret og skyndte mig — med bankende Hjærte — til Stævnemødet.
I Afstand saá jeg, at Uret var fem Minutter over Syv. Det glædede mig, at jeg ikke kom for tidligt. Jeg spejdede til alle Sider — han var der ikke. Paa den tomme hvide Plads udenfor den ligesom uddøde Station holdt en enlig Droske. Ikke et Menneske — uden Droskekusken — var at se. Det var, som om der blev hældt en Spand koldt Vand over mit Æventyr. Her stod den stolte Prinsesse til Spot og Spe; hun havde rent glemt at beregne, at Æventyret sandsynligvis ikke kom istand formedelst Modpartens Udeblivelse.
Allerede var jeg paa Veje til at vende om. Da — mit Hjærtes Slag standsede — gled en Skikkelse frem bag Drosken, en høj pelsklædt Skikkelse. Det var ham. I næste Nu var han henne ved mig. Jeg saa ikke paa ham, jeg følte hans Skygge foran mig, og jeg hørte hans Stemme: »Frøken, Vognen venter.«
