62
Denne rutineret fremsagte Uforskammethed gav mig min Selvbeherskelse tilbage. Jeg løftede Hovedet og svarede: »De tager Fejl. De kan godt lade Vognen køre.« — Gud velsigne Dig, søde Mo’r, for dit Slør. Jeg kunde iagttage ham, han saa intet uden en sort Hjælm. Med nogen Usikkerhed i Blikket søgte han forgæves at gennemskue min Maske. Saa sagde han prøvende: »Er det værd at sende Vognen bort straks? … Jeg mener, man er dog altid mere ugenért …« Jeg befalede: »Send den bort!« — og jeg glædede mig over min Koldblodighed. Han bukkede let, gik hen til Drosken, betalte og gav en Besked, hvorpaa Vognen hastigt rullede ind mod Vesterbro.
Vi stod alene. Jeg sagde: »Lad os gaa!« Og jeg gik hen mod Klampenborgstationen, han ved Siden af mig. Efter en lille Pavse sagde han:
»Og saa?«
»Og saa?« Jeg gentog hans Ord.
»Ja, Frøken, hvad var det saa, De vilde spørge mig om?«
Oprigtig talt, jeg havde rent glemt at
