65
ikke det, at jeg er forelsket i Dem. Det havde De maaske troet?« Han saá ud, som om han havde Lyst til at æde mig, men svarede ikke. Vi var naaet hen til Ørstedsparken. Ved Hjørnet af Nørrevold standsede jeg.
»Jeg maa hjem nu, Hr. Mørch. Vilde De saa besvare mit Spørgsmaal?«
»Kun paa én Betingelse.«
»Og det er?«
»At jeg faar Deres Ansigt at se, og at De siger mig Deres Navn.«
»Men hvorfor dog? Hvad Fornøjelse kan De have af det?«
»Synes De egenlig, at mit Forlangende er saa urimeligt? — Maa jeg saa, Frøken …?« Han rakte Haanden frem efter mit Slør.
»Nej, nej, ikke nærgaaende.« Og jeg benede af langs Ørstedsparken. Han efter mig. Ingen af os talte længe. Endelig sagde jeg (vi gik nu igen pænt ved Siden af hinanden): »Se, hvor dejligt Parken tager sig ud med alle de rimdækkede Træer. Det er som en hel Æventyrhave.«
»Aa ja.«
Julies Dagbog.
5
