Side:Julies dagbog.djvu/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

67

Haand og sagde: »Vær ikke vred, lad os skilles som gode Venner.«

Jeg har aldrig set et Menneske undergaa en saadan Forvandling. Der gik som en Sol op over hans Ansigt; hans Øjne straalede mildt og muntert, og hans Stemme klang blødt og indsmigrende.

Vi talte som to Kammerater, der længe havde kendt hinanden. Han sagde ogsaa, at han godt kendte mig — han vidste ikke hvor fra, men han huskede, han havde sét mit Ansigt.

Han bad mig igen fortælle, hvad jeg hed. »Nej« — svarede jeg — »det kan De ikke faa at vide idag.« 

»En anden Dag altsaa? De vil altsaa møde mig en anden Dag?« 

Jeg vidste hverken, hvad jeg vilde eller ikke vilde. Men jeg sagde: »Maaske.« Og jeg spurgte straks efter: »Fortæl mig nu, hvor De egenlig havde tænkt at føre mig hen i den Droske?« 

»Til en Restavration eller hjem til mig, ligesom De selv havde villet. Et Sted, hvor vi kunde have siddet hyggeligt og drukket et Glas Champagne sammen.« 


5*