Side:Julies dagbog.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

71

Jeg vilde føle mig som den stærke overfor ham. Og jeg var det straks. Jeg nød hans Usikkerhed, hans flove Fornærmethed og hans Nysgærrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.

Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende. Jeg sér ham endnu staa foran mig og med høfligt spodske Ord byde mig Farvel. Jeg følte hans Blik slaa mig i Ansigtet — og da han vendte sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham tilbage. Jeg følte mig saa svag, og jeg følte mig lykkelig ved det.


* * *


Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog véd jeg aldrig, at jeg har følt mig saa gode Venner med Nogen som med ham. Der kunde slet ikke være Tale om at være fornem og Dame overfor ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa selvfølgeligt og dog saa ærbødigt. Der var noget vidunderlig musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Væsen efter mit. Jeg har kun haft en lignende