74
Erik maatte nu i Marken med en ny Lovtale over sin Ven. Han var fuld af Haan over den Dame, der havde givet mig Oplysninger om Mørch. Han levnede hende ikke Forstand for to Skilling. Hun var naturligvis en Gaas, som Mørch ikke havde gidet spilde sit Vid paa.
Jeg førte dog min Klientindes Sag med Dygtighed. Jeg opfandt utrætteligt nye Anklager og Anker, som jeg saa havde den Fornøjelse at høre Erik gendrive. Sandelig, Hr. Mørch, det maa iaften have ringet Landestorm for Deres Øren.
Men arme Erik! Han skulde bare vide.
Ved Godnat-Passiaren stor Grædescene mellem Moder og mig. Først græd jeg, fordi hun igen plagede mig med Erik. Saa græd hun, fordi jeg sagde, at hun kun tænkte paa at faa mig ud af Huset og var ligeglad, enten jeg blev lykkelig eller ulykkelig. Tilsidst græd vi begge i fælles Erkendelse af, at Livet ikke er andet end den bare Travrighed, og i gensidig Anger over de onde Ting, vi havde sagt hinanden.
Dette Hus udmærker sig absolut ved sin
